Unge legede brandfolk i sommerferien

Beredskabet, SSP og Familieafdelingen i Frederikssund Kommune inviterede unge flygtninge til at blive klogere på brand og redning
Af Birgitte Masson
Familieafdelingen og SSP i Frederikssund Kommune takkede ja, da Frederiksborg Brand og Redning tog initiativ til at ville vise unge flygtninge, at brandvæsenet er for alle, uanset baggrund og ståsted.
"Da Frederiksborg Brand og Redning bød op til dans, var vi straks interesseret, og udpegede denne målgruppe," fortæller Natasja Bundgaard Thomsen, SSP konsulent i Fr.sund Kommune.
Hun refererer til gruppen af drenge og piger primært fra Syrien i alderen 12 til 18 år.
"Vi pegede på denne målgruppe, fordi der her var nogle unge, som vi ikke rigtig mødte nogle steder, hverken på gaden eller i klubberne," fortæller Natasja Bundgaard Thomsen og fortsætter:
"Her får de unge nogle gode oplevelser sammen med andre jævnaldrende. Det vil på længere sigt styrke deres selvværd. Det indgår bl.a. i aktiviteterne, hvordan man lærer at hjælpe andre i nød."
HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED Lokalavisen Frederikssund PÅ FACEBOOK
Forhåbentlig flere frivillige
En af de 13 unge, som denne fredag formiddag var tilmeldt sommeraktiviteten hos Frederiksborg Brand og Redning, var 13-årige Sarah fra Syrien.
"Det har været rigtig sjovt.Det er godt at lave noget, for jeg keder mig lidt, når det er sommerferie," fortalte Sarah som sammen med sin familie har boet i Danmark i halvandet år.Til hverdag går hun på Ådalens Skole.
Muneeza Rosendahl er ansat hos Frederiksborg Brand og Redning. Hun håber på, at nogle af de unge vil fortsætte med at blive klogere på brand og redning:
"Brandvæsenet består i højere grad af frivillige. Så forhåbentlig vil nogle af de unge melde sig ind i Junior Brandkorpset. Vi holdt en middag for deres familier forud for dette arrangement, og her var der tre fædre som fortalte, at de gerne ville være frivillige brandmænd," fortæller Muneeza Rosendahl fra Frederiksborg Brand og Redning.

